Foredraget er en rejse gennem de sidste 40 års udvikling i grænselandet, tolket af et menneske, som har været ganske tæt på begivenhederne det mest af tiden. Fra en national opdragelse på Rønshoved Højskole til et inspirerende møde med tysk sprog og kultur på Højskolen Østersøen og dermed også refleksioner over min egen historie og identitet, for det er, når man spejler sig i andre, at man bliver klogere på sig selv. Foredraget er en personlig fortælling med talrige tråde til den store fælles fortælling – både Danmarkshistorien og de helt aktuelle udfordringer i et grænseland, der skal holde balancen mellem at være sig selv og samtidig være åbent og samarbejdende med Slesvig-Holsten og Tyskland.