Hårdt arbejde, en særlig stamina og navnlig respekt for sit publikum er hemmeligheden bag et langt og succesrigt liv på landevejen, for det kræver en del at være et af landets mest turnerende bands gennem de sidste mange år og det er Sko/Torp med 80-90 koncerter om året hvert år.
Mange af os har været med fra starten i 1990, hvor Sko/Torp nærmest dukkede op ud af ingenting med albummet On A Long Lonely Night, der med et salg på mere end 200.000 eksemplarer satte rekord som det bedst solgte danske debutalbum.
Sko/Torp var et af 1990’ernes absolutte største danske orkestre – blandt andet fordi radioerne ikke kunne slippe orkestrets vellyd.
Det, det hele handler om for Sko/Torp, er det organiske og gennemarbejdede.
Derfor er debutens sange uopslidelige og står lige så flot i dag som dengang.
“Get Ready”, “Loser’s Game “og ikke mindst titelsangen “On A Long Lonely Night” er skrevet ind i den danske musikhistorie, og Sko/Torp har aldrig haft problemer med at spille dem eller nogle andre af deres mange gamle hits, for som Søren Sko siger: ”Vi elsker sangene, de er en del af vores bagage, og publikum vil gerne høre dem, så selvfølgelig spiller vi dem” Netop den respekt for publikums ønsker er meget sigende for Sko/Torp.
De vil gerne glæde deres mange fans ved at spille de gamle sange, men det er lige så vigtigt for dem at vise, at de er i evig bevægelse ved at præsentere noget nyt – sange som er indspillet sideløbende med den omfattende turnévirksomhed.
Søren Skos melodifornemmelse og knivskarpe vokal samt Palle Torps sans for afbalancerede arrangementer har ført dem rundt på en on going tour på landets mange spillesteder.
– Der er for få sange i dag, hvor man kan høre, at det er levende mennesker, som spiller.
Vi vil have, at det skal lyde godt og organisk, siger Søren Sko.
I efteråret 2023 tager Sko/Torp på turné med fuldt band, hvor de vil selvfølgelig spiller alle de elskede klassikere.
Men de vil også præsentere publikum for nye, spændende kompositioner, der forventes udgivet i løbet af ´23.
Sæt kryds i kalenderen den 16. marts 2024, når turnéen rammer Sønderjyllandshallen i Aabenraa!
Unr. siddepladser
Dørene åbner kl. 19.00
Arr.: Aabenraa Live