Du inviteres ind i det nye, perfekte verdensforsøg!
Vi er tre mennesker, der er godt og grundigt trætte af verden. Alt er galt. Krig, fattigdom, klimakrisen, dårlig ånde, sexisme, racisme, for lidt plads i bussen, koriander og folk der har andre holdninger end en selv. Derfor foreslår vi en ny strategi; vi starter forfra!
I den nye verden kan du endelig leve dit liv i harmoni. I den nye verden cykler du aldrig i modvind. I den nye verden står vi ved det vi tror på. Men hvis du ændrer mening, er det selvfølgelig også helt okay. I den nye verden er du i sandhed lykkelig.
LITTLE BIG BANG er en forestilling om at skabe den perfekte verden med uperfekte mennesker. Den foregår i et eksplosivt, fysisk og humoristisk univers fyldt med farver, fjerboaer og svære beslutninger. Vi følger tre menneskers rejse i skabelsen af en ny og idéel virkelighed. Men hvad sker der, når man vender verden ryggen til? Og er det overhovedet muligt at skabe en perfekt verden for alle?